KOSTPOLITIK

 

Vi vil i børnehaven medvirke til at fremme børnenes trivsel og sunde udvikling, således at børnene har god energi til at lege, eksperimentere, lære og være.

 

I det følgende beskrives

- hvilke måltider, børnene tilbydes i løbet af en almindelig hverdag

- hvordan fødselsdage kan fejres

 

Morgenmad ca. 6.30 til ca. 7.30:

Det er forældrenes ansvar, at børnene får et godt morgenmåltid hjemmefra. Fra børnehaven åbner og frem til ca. kl. 7.30 er der i køkkenet tilbud om et lille ”vågn-op-måltid”, idet der på morgenbordet står rugbrød, cornflakes, havregryn og mini-mælk.

 

Formiddagsmad omk. kl. 9.00

Børnene bliver tilbudt et let mellemmåltid, fx lidt frugt og brød/grønt. Hertil serveres vand.

 

Frokost ca. kl. 11.00:

Børnene spiser det tilberedte frokostmåltid i de enkelte spisegrupper. Hertil serveres mælk og vand.

 

Eftermiddagsmad ca. kl. 14.00

Børnene bliver tilbudt et let mellemmåltid, fx lidt frugt og brød/grønt. Hertil serveres vand.

 

Sen eftermiddagsmad frem til lukketid:

Børnene kan blive tilbudt evt. ”rester”. Hertil serveres vand.

 

Fødselsdage

Vi vil stadig meget gerne være med til at fejre jeres barns fødselsdag i børnehaven eller i hjemmet. (Det sidste er kun muligt én gang i barnets børnehavetid, hvis I bor et sted, vi ikke kan komme til med off. transport). Af hensyn til gruppens (og køkkenets) planlægning er det rart, hvis I i god tid aftaler med personalet, hvordan I gerne vil fejre jeres barn.

Hvis I ønsker at fejre dagen i børnehaven, kan der evt. medbringes noget til uddeling i barnets gruppe kl. 11.00.

Hvis I ønsker at fejre dagen i hjemmet, skal I aftale med gruppens personale, hvad I vil servere, da der er en forventning om, at der tilbydes et mættende måltid, medmindre vi kan nå tilbage til frokost i børnehaven.

Vi henstiller til, at der holdes igen med de usunde madvarer. Slik-poser kan ikke uddeles.

 

 

Idéer til fødselsdagsfejring i hjemmet:

Boller / rundstykker m. pålæg

Rugbrød m pålæg

Pitabrød / pølsehorn / pizza /pasta-retter

Frugt og grønt.

(Evt. kage)

 

Idéer til fødselsdagsfejring i børnehaven kl. 11.00:

Frugt / grønt.

Kage / kagemand (uden creme og flødeskum) og uden eller med begrænset mængde slik.

 

Retningslinier vedr. fødselsdage

Fødselsdagsfester er kategoriseret som et privat arrangement, selvom det foregår i børnehaven. Forældre må derfor tilberede maden hjemme og medbringe det til servering for en gruppe børn i børnehaven.

 

Der er i henhold til materiale fra fødevarestyrelsen drøftet og vedtaget følgende retningslinier, som er gældende for den mad, forældre fremover må medbringe til fødselsdagsfester her i børnehaven:

 

Maden skal tilberedes under hygiejnisk forsvarlige forhold, så der ikke opstår risiko for sygdomme hos de børn, der bagefter skal spise maden.

 

Med hygiejnisk forsvarlige forhold tænkes her på:

God personlig hygiejne hos den, der tilbereder maden (fx. ikke syg, hyppig håndvask, korrekt håndtering af forskellige madvarer m.m.)

God hygiejne i køkkenet, hvor tilberedningen sker (fx. rene redskaber og omgivelser)

God hygiejne under tilberedelse og opbevaring (fx. tilstrækkelig opvarmning, hurtig nedkøling, tildækket opbevaring; oftest i køleskab)

God hygiejne under transport (fx. tildækket, evt. nedkølet, og bragt direkte fra enten butik eller hjemmet)

 

Forældre kan enten komme med maden til direkte servering, eller personalet kan modtage det medbragte mad til senere fortæring. I disse tilfælde skal maden opbevares tildækket og ved korrekt temperatur frem til servering.

Evt. madrester fra fødselsdagen skal enten gives med hjem igen eller kasseres.